Ingen varer i kurv

16. afsnit: point of no return

Da Carl åbnede kuverten så han, at der lå en lille seddel i. Han tog den ud og læste den ene linje, som var skrevet ”Lad bolden gøre arbejdet”. Carl vendte sedlen om, men det var virkelig alt, hvad der stod.
Carls skuffelse var lige så stor som dengang, da han troede at han skulle snave med Betina fra 9. kl. til julefesten – men hun i stedet for mødte ham med de skæbnesvangre ord ”jeg synes altså hellere, at vi skal være venner”.

Men så ramte det ham – ordlyden på sedlen. ”Kunne det virkelig være så enkelt” – hørte han sig selv sige højt og tydeligt ind i spejlet, næsten ligesom en ung Robert de Niro, da han proklamerede ”are you talking to me?”

Så den næste dag, da han atter sad i rundkredsen – var Carl rolig og fattet, selvom han vidste, at dette var ”point of no return” – dette var hans sidste chance for at omvende disse mænd.

Carl tog en dyb indånding og rejste sig op og begyndte på sin tale.
”Jeg er ikke særlig klog – og min far var heller ikke særlig klog, men han havde en hobby, en interesse, som altid kunne gøre ham i godt humør – og det var frimærker. Når han tog sit album frem, så fik hans øjne en speciel glød og han kunne blive ved med at ordne og sortere, pusle og nørde med sine frimærker i timevis – og sommetider tog han til frimærke-messer og snakkede med andre samlere. En dag kom der en mand forbi og spurgte min far om han måtte se hans frimærkesamling – og min far tog den stolt frem og viste manden den. Da den fremmede havde kigget på frimærkerne et stykke tid, sagde han ”20.000 kr.”
Min far kiggede forundret på ham og manden gentog ”Jeg vil betale 20.000 kr. for dine frimærker”. Min far afviste høfligt, men bestemt hans tilbud og manden tog af sted igen.

Men min far var forandret. jeg oplevede ikke mere, at han havde den samme glæde ved sine frimærker – det var som om, at det magiske var forsvundet, fordi der kunne sættes en pris på noget, som for min far var ubetaleligt.

Og måske er det noget lignende, som er overgået fodbolden – resultaterne på banen kan omsættes i kolde kontanter, og derved er noget af den oprindelige glæde gået tabt. Jeg ved godt, at vi ikke kan bringe fodbolden tilbage til de uskyldige amatør-dage igen, og det har jeg heller ikke noget ønske om – men for at skabe den perfekte fodboldklub, så må vi acceptere penge-delen, som en nødvendighed, men så heller ikke mere end det – så i dag vil jeg gøre mit for, at bringe glæden tilbage – i dag går turen tilbage til d. 16. maj 2005 – tilbage til et lille grønt frimærke af en græsplæne på Vestegnen, hvor glæden og begejstringen for en stund, for et øjeblik overskyggede alt andet – tilbage til en forårsdag, hvor mænd med finanser var en ligegyldig parentes i det store kosmiske regnskab – Vi skal tilbage til fodboldspillere, som Agger, Elmander og Kahlenberg – vi skal tilbage til en dag, hvor bolden gjorde arbejdet…. Fortsættes

I samarbejde med