17. afsnit: Den dag verden endte 5-0

Don var selvfølgelig rasende over, at han endnu engang skulle trækkes gennem denne ”skammens dag”, som han kaldte den. Men Carl forsikrede ham om, at det jo blot handlede om, at opleve fodbold som en kunstart – som en kulturel begivenhed, hvor alting går op i en smukkere enhed. Men det var selvsagt kun den halve sandhed – for inde i ham blomstrede følelse af skadefryd, som en lille smuk blomst på en kornmark.

Og nu var det de så – på denne solbeskinnede dag i maj, hvor stadion var fyldt og folk kun sad ned i korte intervaller, fordi de hele tiden blev nødt til at rejse sig op, for at give udtryk for den begejstring og lykke-følelse, som det gav dem, mens de overværede denne forestilling af overlegen leg med bolden og modstanderen.

Carl så over på doktoren – og kunne se at han var berørt. Det var som om, at denne oplevelse fremkaldte nogle minder, som havde været gemt væk alt for længe. Carl vendte sig mod ham og spurgte ”hvordan er det her så – at være her igen?” doktoren kiggede ned på spillere på plænen og sagde stille ”nu er jeg hjemme – hjemme, hvor jeg hører til”.

Da kampen var færdig og 5-0 resultatet var en realitet – og mejslet ind i superligaens historie for altid – var Carl i tvivl om, hvad han skulle stille op med denne dag. Det er ligesom om, at mødet med det perfekte øjeblik, i virkeligheden kun eksisterer der – og man derefter i al fremtid kun har et brændende ønske – nemlig at opleve det igen.

Men i stedet for – bare at blive ført tilbage til rundkredsen med det samme – så gik de alle 3 udenfor og Carl sagde – prøv og lyt – og de lyttede. Don brød deres tavshed med at konstatere ”at han overhovedet ikke kunne høre noget som helst – og nu ville han gerne hjem til nutiden”.

Carl overhørte Dons udbrud og sagde blot ”prøv at de alle disse mennesker – de går nu hjem med et minde for livet, og alle andre Brøndbyfans vil fremover kunne huske præcis hvor de var på denne dag”.
Don kiggede på ham og sagde så ”ja – desværre”.

Da de var tilbage i rundkredsen rejste doktoren sig op og gik over til Carl – hvorefter han stillede sig helt ind til ham og hviskede ham i øret ”tak for denne dag og fordi du mindede mig om det, som det hele handler om – jeg ville ønske at jeg kunne give slip, men sådan er jeg desværre ikke indrettet, og det beklager jeg”.

Doktoren trak sig væk fra Carl – Carl synes at han kunne ane en tåre i øjenkrogen i doktorens ansigt.

Carl blev stående et øjeblik, så sagde han højt og tydeligt til hele forsamlingen ”det var så min sidste rejse – så i morgen sker forvandlingen”. Mændene i rundkredsen rykkede lidt uroligt på sig, som om de frygtede det værste.