Ingen varer i kurv

18. afsnit: Banko, døden og god gammeldags jysk jihad

Ulla havde en plan – ikke sådan en Egon Olsen vi-skal-bruge-et-flag-et-garnnøgle-og-to-grønne-Tuborg-plan, men sådan en ganske almindelig ligefrem idé til, hvordan man kan skabe den perfekte fodboldklub.
Problemet var bare, at hun ikke ville afsløre den overfor Carl – hvilket gjorde ham en smule bitter, ikke sur – bare bitter.

Men det forandrede ikke Ullas fetisch angående hemmelighedskræmmeri, tværtimod – og til sidst opgav Carl at få noget at vide.

Carl gik ind på sin facebook-side og så, at der nu var over 300, som havde tilmeldt sig arrangementet på stadion, og selvom han vel egentlig burde være glad for det – synes han stadigvæk det ville være at stramme den, at kalde hans tiltag for en ubetinget succes.

Ulla stak hovedet inden for i stuen, hvor han sad – og sagde ”så er jeg smuttet”. Carl sank længere ned i den stol han sad i og havde en følelse af, at være helt mislykket.

Carl tænkte tilbage på den gang, hvor hans far var kommet ind på hans værelse, havde sat sig på sengen og sagt ”jeg har gjort noget forfærdeligt”.
Carl, som allerede dengang, kendte til historien om Ture, Thy-lejren og hans mors eksperimenteren med hash (som i Jylland hører ind under betegnelsen: hårde stoffer) tænkte straks, at hans far havde slået Ture ihjel og begravet ham ude bag møddingen.

Desværre var hans fars opgivende attitude ikke et udslag af en blodrus, men opstået som følge af en pludselig erkendelse af, at han nok ikke rigtig duede som opråber i den lokale banko-forening.
Hans far fortalte derefter grådkvalt om hvorledes, han havde taget fejl af nr. 68 og nr. 86, og derved havde foranlediget to gamle koner til at komme i infight over en kam-steg. Under tumulten var den ene kone gledet i noget gammel kaffefløde på gulvet og havde slået nakken ned i kanten på gevinstbordet – og var efterfølgende afgået ved døden pr. omgående.

Carl havde været stille under farens fortælling og havde selvfølgelig godt kunne se, at hans far nu var i ”bad standing” i banko-foreningen – da dødsfald forårsaget af forkert nummeropråb jo nærmest kunne udløse jihad på de kanter, hvor de boede. Men samtidig havde han et behov for at trøste sin far, da det jo ret beset ikke var hans skyld, at den ene af de gamle damer ikke kunne holde sig oprejst over 12 omgange.

Men sommetider er der bare ingen ord, som helt rækker – og mens Carl forgæves forsøgte at finde de rigtige ord, så gik hans far nedenunder for at foretage den smertefulde opringning, som ville indebære, at han opsagde sin funktion som nummer-opråber – noget som ellers havde gået i arv i generationer i hans familie.

Så nu, hvor Carl sad der, i sin stol og havde medlidenhed med sig selv, forstod han pludselig hvordan hans far havde haft den dag – og selvom Carl ikke havde forårsaget et dødsfald, så føltes det som om, at han var stærkt medvirkende til en langt større dødelig begivenhed – nemlig Brøndby Ifs endeligt.

Carl tog en dyb indånding og rettede blikket mod sin computer, for at slukke den – men måtte så glippe med øjnene en ekstra gang. For i det felt, hvor der før stod 300 – stod der nu 9561 – Carl lukkede øjnene sammen, for så at åbne dem igen – den var god nok 9561 – ”Ulla” tænkte han ”Ullas plan virker sgu”….. fortsættes

I samarbejde med