Ingen varer i kurv

19. afsnit: 11 minutter

Da Carl vågnede den næste dag, var det første han tænkte på, at tænde for computeren og se på det magiske tal. Men fordi han var sygeligt overtroisk ventede han med vilje til der var gået 11 minutter.

Det var noget som han havde med fra sin farmor. Hun havde i sin tid ventet 11 minutter på sit første stævnemøde nogensinde – og da de 11 minutter var gået, var hun taget hjem til sine forældre. Det viste sig sidenhen, at hendes date den pågældende aften viste sig at være en uhelbredelig pyroman, så farmoren havde resten af sine dage anset 11 for at være sit lykketal.
Da de 11 minutter endelig var gået, tændte Carl for computeren og nu var tallet oppe på 19.231. Carl gik nærmest i ekstase og dansede en dans, som hans ex-kæreste ellers havde forbudt ham at danse for tid og evighed, fordi han ud fra hendes udsagn lignede en mega-taber.

Men knap var hans sejrs-dans forbi før han mærkede tilstedeværelsen af fremmede mennesker i hans lejlighed. Han vendte sig stille om og ganske rigtigt, midt i hans dagligstue stod Don og doktoren. Carl så på dem og udbrød så ”Jeg har gode nyheder – jeg tror at det vil lykkes for mig”. Don og doktoren så på ham, uden at fortrække en mine. Lidt efter havde Carl et behov for at bryde den trykkende tavshed ”hørte I ikke hvad jeg sagde – jeg tror at jeg lykkes med projektet”. Don trådte et skridt hen imod Carl og sagde så - ”og hvorfor tror du, at vi vil opfatte det som en god nyhed” - Carl så lidt desorienteret på ham og sagde ”ja, fordi det jo har været meningen med det hele”. Don rystede på hovedet og smilede, så kiggede han over på doktoren som sagde ”hør nu her Carl, det har aldrig været meningen at du skulle få succes, hvorfor tror du ellers vi fandt sådan en tosse som dig – hvis vi ville have haft succes, så ville vi jo bare have gjort det hele selv”.

Endnu en gang var det som om, at Carls verden faldt sammen om ørene på ham. Det var som om, at hans hjerne nægtede at acceptere hvad hans ører hørte. Og han hørte sig selv spørge ”jamen, hvorfor så alt det besvær – tidsrejser og alting”. Don og doktoren kiggede bare på ham, indtil Don sagde ”meningen med det var, at trække tiden – til alting var for sent, og doktoren og jeg kunne overtage klubben for en slik. Forstår du, det her har været en udmatningstaktik, som kun har haft det formål, at gøre klubben så uspiselig så muligt – så alle andre til sidst ville holde sig væk af sig selv”. Doktoren så på Carl og tilføjede ”ja – og nu er vi næsten der, hvor vi kan overtage det hele for håndører, og samtidig blive betragtet som redningsmænd”.

Carl så på dem og han kunne ane en sprække i deres begejstring, og han sagde så ”men der er noget som holder jer tilbage – Ulla og hendes plan. Hende havde I nok ikke regnet med” Don så overbærende på ham ”åh, jo – vi kender skam godt Ulla fra tidligere, vi havde bare ikke regnet med, at hun ville blande sig i dette”.

Doktoren så på Carl – så nikkede han til Don, som derefter tog sin pistol frem, pegede den mod Carl og sagde ”hvad siger du til, at vi kører en lille tur?” Carl kiggede på ham og sagde ”har jeg noget valg” – Don trak hanen tilbage på pistolen ”Man har altid et valg, Carl”…. fortsættes

I samarbejde med