Ingen varer i kurv

20. afsnit: nøglen til stadion

Efter en times kørsel og en del traveri på trapper, så sad de nu på taget af ”Parken” – eller det vil sige, at Carl sad bundet til en stolpe, som stak ud over taget og bag ham stod Don og doktoren.

Carl kiggede ud over græsplænen nedenunder ham og sagde ”Pis”… Don gik hen til ham og sagde ”det hedder altså PSE” hvorefter han gik tilbage, grinende, til doktoren. Carl drejede hovedet og sagde så, bestemt ”i min verden – hedder det pis” – nu var det doktorens tur til at grine en smule – og derefter henvende sig til Don ”det her hjælper jo ikke noget – ham her giver jo ikke op, ikke engang overfor trusler”, Don kiggede på doktoren, ”hvad mener du med trusler” – og så tog han en fjernbetjening op af lommen og trykkede på en rød knap. Langsomt begyndte taget at bevæge sig ovre fra den anden ende af tribunen. Doktoren kunne se, at det havde retning lige mod Carl og det ville ende med at kvase ham, hvis det ikke blev stoppet.

Ved dette syn, passerede Carls liv forbi, for hans indre blik. Han genså alle Brøndbys kampe og han hørte alle sangene igen, som blev de sunget for første gang – og han mødte alle de mennesker, som havde haft en betydning for ham – og det var så livagtigt, at han ligefrem også kunne høre Ullas stemme nu, så klart, som hvis hun stod lige bag ham.
Og det var måske fordi, det lige var hvad hun gjorde – og ved siden af hende stod endnu en Don – forvirringen var derfor total, indtil hun sagde ”Spillet er ude, Donny, du er afsløret” – Carl kiggede forvirret på den Don, som stod med fjernbetjeningen og åbenbart hed noget så kikset som Donny.

Efter noget tavshed, som virkede som 100 år, så sagde Donny pludselig, henvendt til Don ”Ja, Don – jeg er din ukendte tvillingebror, som altid har stået i skyggen af dig – og nu var det min tur, til at gøre noget for dansk fodbold – nu var det min tur, til én gang for alle, at smadre Brøndby – noget som du jo ikke kunne finde ud af” – Don kiggede vantro på Donny og en lille tåre trillede ned af hans ene kind – ”jeg har en bror – en bror” og herefter skete der noget, som for altid bør bevares som en stor hemmelighed – for de to brødre begyndte at løbe mod hinanden og som to synkron-svømmere i fuldendt balance tog de skjorterne af – og til lyden af to klaskende maver, som mødte hinanden i en broderlig og buddinge-agtig omfavnelse, blev Carl sluppet fri af rebet som holdt ham ud over afgrunden.

Efter lidt traveri ned ad trapper, da han, Ulla og Doktoren atter stod nede på jorden – havde Carl brug for nogle svar – ”men har det så været Donny hele tiden, eller hvad?” – Ulla så på ham og rystede på hovedet ”det får vi vist aldrig at vide – men nu skal Brøndby virkelig reddes – for der er to af dem, og de kommer tilbage, tro mig”. – Doktoren stod lidt i baggrunden og det var som om, at det gik op for ham, at det var på tide, at træde til side og lade begejstringen, engagementet og loyaliteten tage over – for denne udfordring krævede ikke penge eller magt, men tro og håb, og det havde han mistet for længst.

Han gik derfor over til Carl og sagde ”Her, Carl, dem skal du have” – og herefter trak han et nøglebundt op af sin frakkelomme. Og der i aftenens mørke lyste det fra disse nøgler – et sælsomt gult og blåt lys med et fantastisk gyldent skær. ”Disse nøgler låser alle døre op på stadion – dem får du jo brug for i morgen” – Carl kiggede på nøglerne og sagde så ”Tak” – doktoren kiggede på ham ”det er mig, der takker” – og så vendte han sig om og gik ind i mørket….. fortsættes

I samarbejde med