Ingen varer i kurv

2. afsnit: Om hvorfor Carl egentlig ikke overvejer selvmord

Carl arbejdede på et kontor. Når folk spurgte ham, hvad han lavede – så var det altid det svar, han gav dem: ”jeg arbejder på et kontor”.

Carl orkede nemlig ikke mere, at prøve på, at sætte folk ind i sine rutiner og arbejdsmetoder – dels fordi det altid endte med at kede dem, og dels fordi det altid endte med at kede ham selv endnu mere – og ydermere fik ham til at overveje japansk selvmord, ikke så meget fordi han ville tage livet af sig selv, men fordi det ville give ham en undskyldning til, at købe et samurai-sværd – i øvrigt noget som hans jyske forældre altid havde været stærke modstandere af.

Men denne morgen var langt fra så kedelig, som den plejede at være. Det var som om, at kontoret havde et andet og næsten uvirkeligt skær over sig. Det var som om, at Carl så verden med andre øjne. Hans skrivebord virkede mere inspirerende, som var det malet i gule og blå nuancer – og hans kollega Ulla, som for det meste lignede et brændt straffespark, pga. hendes forhold til en gift mand som hed Poul-Erik – så også anderledes frisk og frejdig ud denne morgen.

Carl gik hen til sit skrivebord, satte sig ned på sin stol og tændte sin computer. Han havde en mærkelig fornemmelse i kroppen, der mindede lidt om de situationer, hvor Brøndby har frispark lige uden for feltet – og man kigger på det, og drømmer om at se bolden sejle ind i hjørnet, men godt ved at den havner til indkast, og så alligevel måske ikke - det var som om, at på denne dag kunne alting ske.
Computeren snurrede, skærmen tændte og en e-mail lyste uimodståeligt mod ham fra hans indbakke – ”mød mig i parkeringskælderen om 15 min…..”
Carl kiggede sig omkring i det store kontorlandskab – så kiggede han over på Ulla, som igen var vendt tilbage til sit gamle jeg og havde et fjernt og destruktivt glimt i øjet. Carl kiggede tilbage på skærmen og tog en beslutning… fortsættes

Dette er en fiktiv julehistorie om en Brøndby-fan. Følg med her på brondbytrust.dk, hvor vi hver eneste dag frem til jul vil bringe et nyt afsnit af historien.

I samarbejde med