https://www.brondbytrust.dk/wp-content/themes/brondbytrust
Ingen varer i kurv

Studiejob: Organisationskonsulent hos Brøndby Supporters Trust

Brøndby Supporters Trust (BST) søger en organisationskonsulent (10 timer/ugen), der vil være med til at udvikle og styrke organisationen. Ansættelse pr. 1. Januar.

Brøndby Supporters Trust er en åben og demokratisk forening, som arbejder for at sikre Brøndbys mange tusinde fans og småaktionærer får en stemme i klubben og bidrage til at aktivere det potentiale, som det store fællesskab omkring klubben udgør.

Foreningens formål er via opkøb af aktier at være en konstruktiv, og til tider kritisk ven og ejer, som kan agere sparringspartner for bestyrelsen og direktionen i Brøndbyernes IF A/S, således at vi igen i fællesskab kan få Brøndby IF tilbage på sporet.



Brøndby Supporters Trust arbejder for at sikre, at såvel fans, frivillige samt menige aktionærers interesser varetages på bedste vis.


Som organisationskonsulent skal du understøtte bestyrelsen i udviklingen af BSTs organisation og det daglige administrationsarbejde. Dette vil blandt bestå af assistance til afholdelse af konferencer, eksekvering af organisationsstrategier og medlemshåndtering samt både den interne og eksterne kommunikation.

Dette vil ske i samarbejde med bestyrelsen, vores samarbejdsorganisationer og foreningens aktive medlemmer.

Arbejdsopgaver
Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Understøttelse af bestyrelsen i udvikling af organisationen
  • Udvikling af initiativer, der kan rykke organisationen fremad
  • Ekstern og intern kommunikation
  • Administrative opgaver som fx håndtering af BSTs medlemmer
  • Håndtering af foreningens merchandise-salg


Din profil
Som organisationskonsulent ved BST er det vigtigt, at du er selvstændig, udadvendt og ikke er bange for at handle proaktivt.

Derudover kan det være en fordel, men er ikke nødvendigt, at du har erfaringer med organisationsarbejde. Vi forventer endvidere, at du har et godt kendskab til Office-pakken.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 10 timer ugentligt. Løn og vilkår i øvrigt følger overenskomst for HK-Service, hvilket indebærer en timeløn på omkring 150 kr i timen. Der forventes en vis fleksibilitet med hensyn til arbejdstider og i visse perioder må merarbejde påregnes. Vi tager naturligvis også hensyn til dine eventuelle eksaminer og lignende i løbet af året.

Nærmere information og ansøgningsfrist
For nærmere information kontakt venligst formand Sune Blom, på mail: [email protected] eller telefon +30 71 83 39

Ansøgning med CV og referencer sendes pr. mail til [email protected] mærket ‘Organisationskonsulent’, helst i en samlet PDF-fil.

Ansøgningen skal være os i hænde senest den d. 16 december 2014 kl. 9:00. Ansættelsessamtaler foregår umiddelbart herefter.

Ansættelse pr. 1 januar.