cropped-logo_256px.png

12.420 tilskuere besøgte i snit Brøndby Stadion i efteråret. Et beskedent fald på 2,8 procent siden sidste sæson og et fald, der nok vil blive til en stigning, når Superligaen til foråret for alvor spidser til, såfremt Brøndby som forventet ender i mesterskabsslutspillet.

Men efteråret var også første gang i mange år, hvor Brøndby overraskede særdeles positivt rent sportsligt, og derfor er man også på Vestegnen nødt til at forholde sig til Superligaens tilskuerkrise. Der er lige nu en masse initiativer i gang for at vende udviklingen, hvilket Mediano skriver om i dette indlæg: http://www.mediano.nu/oversigt/2017/1/23/fra-nu-af-taler-vi-fankulturen-op-er-du-med

Timingen for indlægget er ikke tilfældig. I weekenden afholdt Danske Fodbold Fanklubber nemlig seminar på Farum Park. Temaet var netop tilskuerkrisen, og fra Brøndbys fanscene deltog flere repræsentanter. I Mediano-artiklen beskrives, hvordan arbejdsmiljøet mellem fans og klubber i de senere år er forbedret mange steder, hvor det er gået op for alle parterne, at dialog er altafgørende for at kunne samarbejde i stedet for nogle gange at modarbejde. Således også i Brøndby, hvor man for nylig ansatte endnu en fankoordinator.

”Med ansættelsen af endnu en fankoordinator går Brøndby forrest i arbejdet med at forbedre den positive fankultur, der er ekstremt vigtig for at fastholde og tiltrække tilskuere på stadion. Det er kun passende i en klub som Brøndby, der har Danmarks største fanskare, men derfor er der ikke desto mindre grund til at rose det,” siger Daniel Bilgrav Pedersen, som er fangruppen Alphas repræsentant i BST’s bestyrelse og deltog ved fanseminaret i weekenden.

Med den nye ansættelse er Brøndby nu oppe på at have én fankoordinator på fuldtid og to på deltid. Det åbner op for nye muligheder i arbejdet med at udvikle fankulturen.

”Fremover kan vi arbejde på flere niveauer, det være sig lige fra forholdene på tribunen og til udviklingen af områderne omkring Brøndby Stadion. Det er entydigt positivt, hvis Brøndbys tilskuertal skal tilbage, hvor det hører til,” siger Daniel Bilgrav Pedersen.

I Brøndby Supporters Trust vil vi følge såvel Brøndbys, DFF’s og Medianos arbejde med at vende tilskuerudviklingen nøje, og vi vil gøre vores for, at gode idéer og initiativer bliver hørt og så vidt muligt omsat til virkelighed i Brøndby IF.

Brøndby Supporters Trust – Sammen om Brøndby