cropped-logo_256px.png

I dag har Brøndby IF fremlagt årsrapporten for regnskabsåret 2016. Den viser et underskud på 31,9 millioner kroner, hvilket ligger inden for det forventede underskud i størrelsesordenen 28-32 millioner kroner.

Dermed følger man Strategi 6.4, og det er positivt. Ikke mindst fordi der stadig er potentiale til forbedring, men det betyder ikke, at vejen mod økonomisk ligevægt i 2019 bliver nem, mener formand i Brøndby Supporters Trust, Frederik Gjørup Nielsen.

”Brøndby IF har haft stigende indtægter i kerneforretningen på sponsordelen og entré- og tv-indtægter, og der ligger fortsat et potentiale til at øge især førstnævnte. Samtidig er klubben gældfri for første gang i 30 år, hvilket sparer 12 millioner kroner årligt i renter og afdrag. Med faldende personaleomkostninger er vejen imod økonomisk balance lagt, men med 31,9 mio.kr. i underskud for 2016 er der stadig lang vej derhen,” mener Frederik Gjørup Nielsen.

Fortsat reduktion af de sportslige budgetter

Økonomisk ligevægt er en helt central del af Strategi 6.4, og det er afgørende for Brøndby IF’s troværdighed, at denne overholdes. Oven på efterårets flotte sportslige præstationer over det forventede og budgetterede opfordrer Brøndby Supporters Trust derfor til, at man udnytter den nuværende position til at reducere yderligere i de sportslige budgetter i de kommende transfervinduer.

”Det er et ganske realistisk scenarie, at Brøndby IF i indeværende sæson ender over den budgetterede femteplads i Superligaen. Såfremt det bliver tilfældet, foreslår vi bestyrelsen, at de ikke lader spillerbudgetterne stige af den grund. Samtidig giver en række kontraktudløb til sommer mulighed for, at man kan reducere omkostningerne yderligere uden større sportslig konsekvens,” siger Frederik Gjørup Nielsen og vil samtidig gerne rose klubbens bestyrelse.

”Det seneste år har vist, at det med klogt og hårdt arbejde er muligt at bevæge sig mod økonomisk ligevægt og samtidig fastholde en placering i toppen af dansk fodbold. Det fortjener både bestyrelsen og medarbejderne ros for.”

 

For yderligere kommentarer kontakt:

Frederik Gjørup Nielsen, formand for Brøndby Supporters Trust, telefon: 28 30 27 36

 

BRØNDBY SUPPORTERS TRUST – SAMMEN OM BRØNDBY