Vedtægter for Brøndby Supporters Trust (sidst ændret pr. 25. november 2015)

§1. Navn og hjemsted og definition
Stk. 1. Foreningens navn er Brøndby Supporters Trust
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Brøndby Kommune.
Stk. 3. Foreningen er en officiel støtteforening til Brøndby Support jf. dennes vedtægter.
Stk. 4. Foreningen kan kun oprette under-og støtteforeninger i den udstrækning at
bestyrelsen i Brøndby Support godkender oprettelsen af disse.

§2. Formål
Foreningens formål er:
Stk. 1. at sikre foreningens medlemmer indflydelse i Brøndbyernes I.F. Fodbold A/S gennem ejerskab og fremadrettet konstruktiv arbejde som en del af klubben.

Stk. 2 At fungere som et demokratisk samlingspunkt, hvor fans, frivillige, sponsorer, amatører, aktionærer og alle dele af fællesskabet i og omkring Brøndbyernes IF kan samles.

Stk. 3. at disponere over de af foreningen ejede aktiver på den måde der bedst sikrer en bæredygtig sportslig, økonomisk og værdimæssig udvikling i Brøndby IF i overensstemmelse med foreningens værdigrundlag.

Stk. 4. at arbejde for en åben, ansvarlig og demokratisk styring af Brøndbyernes I.F. Fodbold A/S,som er funderet i et bredt fællesskab, hvor hverken enkeltpersoner ellerandre udemokratiske styreformer kan opnå absolut magt.

§3. Medlemmer
Stk. 1. Enhver, som har betalt kontingent til foreningen og som tilslutter sig foreningens formål kan blive medlem af foreningen.

Stk. 2. Et medlem, som ikke respekterer disse vedtægter eller beslutninger, som gyldigt er vedtaget af generalforsamlingen, kan af bestyrelsen ekskluderes af foreningen.

Eksklusionen skal være sagligt og skriftligt begrundet. En eksklusion kan appelleres til den nærmest følgende generalforsamling.

Stk. 3. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til kassereren og fungerer med øjeblikkelig virkning.

Stk. 4. Udmelding eller eksklusion giver ikke ret til formålsmæssig tilbagebetaling af kontingent.

Stk. 5. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves ved indmelding og løber et år, hvorefter det skal fornyes.

Stk. 6. Bestyrelsen kan vedtage nye kontingenttyper, eller periodemæssige rabatter, i det omfang den finder det formålstjenstligt. Kontingenttaksten skal forelægges på førstkommende generalforsamling til orientering.

§4. Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af maj måned og indkaldes skriftligt med mindst tre ugers varsel på foreningens hjemmeside samt pr. e-mail til foreningens medlemmer.

Stk. 3. Alle medlemmer, der har betalt kontingent er møde-og stemmeberettigede på generalforsamlingen. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning om foreningens arbejde i det forløbne år og planerne for det
kommende år.
3. Revideret Regnskabet fremlægges til godkendelse
4. Behandling af indkomne forslag
5. Fastsættelse af budget, herunder kontingent
6. Valg til bestyrelsen jf. § 6
7. Valg af revisor
8. Eventuelt

Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før den ordinære generalforsamling afholdes.

Stk. 6. Ved generalforsamlingens start vælges en dirigent, der leder mødet. Dirigentens opgaver at sikre, at der træffes gyldige beslutninger i overensstemmelse med foreningens vedtægter.

Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning med mindre andet fremgår af vedtægterne. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning, og der kan stemmes på et antal personer der svarer til én over halvdelen af de pladser der skal besættes. Personer vælges i rækkefølge efter deres samlede stemmetal indtil alle pladser der er på valg er besat.

Stk. 8. Generalforsamlingens beslutninger føres til protokol og offentliggøres på foreningens hjemmeside efter godkendt denne.

§5. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodningom det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen af holdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.

Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.

§6. Bestyrelsen

Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af næstformand, kasserer samt op til 4 menige medlemmer og  op til 2 medlemmer udpeget af Brøndby Supports bestyrelse.

Bestyrelsen vælges, undtagen repræsentanterne fra Brøndby Support, af generalforsamlingen for en 1-årig periode.

Stk. 2. Til bestyrelsen kan vælges alle stemmeberettigede medlemmer, der er fyldt 18 år på tidspunktet for valget.

Stk. 3. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter, foreningens værdigrundlag og generalforsamlingens beslutninger. I forbindelse med generalforsamlingen i Brøndbyernes I.F. Fodbold A/S kan bestyrelsen udskrive afstemningen omkring punkter på dagsordenen blandt foreningens medlemmer.

Stk. 4. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde.

Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.

Stk. 6. Formanden -og i hans fravær næstformanden -indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst tre medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden.

Stk. 7. Bestyrelsesmedlemmer kan ved udeblivelse uden acceptabelt afbud til to, på hinanden følgende møder, udsuppleres af bestyrelsen. Bestyrelsen fastsætter retningslinjer herfor i sin forretningsorden.

Stk. 8. Hvis bestyrelsen ikke er fuldtallig kan bestyrelsen selv indsupplere medlemmer, der sidder indtil næste generalforsamling. Bestyrelsen fastsætter retningslinjer herfor i sin forretningsorden.

§7. Regnskab og revision

Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for budget samt regnskab.

Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.

Stk. 4. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisor. Revision finder sted en gang årligt efter regnskabsårets afslutning. Uanmeldt kasse eftersyn kan finde sted, når revisoren ønsker det. Regnskab og status skal forsynes med revisionspåtegning af foreningens revisor.

§8. Tegningsret, formue og investeringer
Stk. 1. Foreningen tegnes af formanden, næstformanden eller kassereren.

Stk. 2. Foreningens formue skal anbringes i anerkendt pengeinstitut.

Stk. 3. Foreningens midler må kun anvendes til opfyldelse af formålsparagraffen. Hvis der investeres i aktier, må der kun investeres i enten A-eller B-aktier i Brøndbyernes I.F. Fodbold A/S.

Stk. 4. Det er bestyrelsen der vurderer hvor stor en del af foreningens midler, som bør anvendes til opkøb af aktier og på hvilke vilkår, inden for den bemyndigelse generalforsamlingen og aktionæroverenskomsten blandt a-aktionærerne i Brøndbyernes I.F. Fodbold A/S giver til dette.

Stk. 5. Foreningen må ikke optage lån, stille kaution eller på nogen anden måde påtage gældsforpligtelser.

§9. Hæftelse
Stk. 1. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue.

§10. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal af de stemmeberettigede fremmødte på generalforsamlingen på en generalforsamling.

Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra når de er vedtaget.

§11. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.

Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning tilfalde Brøndby Support, der herefter disponerer over denne.

§12. Datering
Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 23. Juli 2012